Det var helt legalt, at hver især udviklede sin praksis ud fra egen opfattelse af den gode forflytning. I flere tilfælde havde de helt glemt grundprincipperne for den gode forflytning. Der blev ikke truffet fælles beslutninger om forflytningspraksis.
Forflytningsdialogen pegede på, at det var nødvendigt at have en udveksling af holdninger til forflytning for at de kunne forbedre afdelingens forflytningspraksis.
Med udgangspunkt i 3 forskellige forflytningskulturbilleder havde de en fælles refleksion over vigtige værdier i forflytningspraksis. Forflytningskulturbillederne er forenklede, karikerede og beskriver forskellige grundindstillinger til forflytning.
Den beboerorienterede forflytningskultur (blå farve)
Medarbejderne er styret af omsorg for beboerne. Deres livshistorie og tilstand er i fokus for arbejdet. Tiden bruges på samvær med beboerne. Forebyggelse af belastninger og skader sker først, når man selv oplever problemerne.
Den arbejdsmiljøfokuserede forflytningskultur (grøn farve)
Medarbejderne er styret af viden om forflytningsteknikker ud fra uddannelse og aftaler om retningslinjer for forflytning. Forflytning er et fælles anliggende for hele arbejdspladsen og ikke kun den enkeltes ansvar. Hensynet til beboerne og eget og kollegers helbred ses som værende lige vigtige. Ledelsen har et stort ansvar for, at der gennemføres forebyggende aktiviteter.
Den autonome forflytningskultur (rød farve)
Medarbejderne handler overvejende selvstændigt og uafhængigt af hinanden. Forflytninger er et individuelt anliggende, hvor det er den enkelte medarbejder, der er ansvarlig for viden om gode forflytningsteknikker og sørge for egen sikkerhed.
Med afsæt i billederne pegede hver medarbejder på det billede, hun især kunne identificere sig med. Den efterfølgende dialog blandt medarbejderne om, hvorfor de især identificerer sig med dette billede, gav anledning til både individuelle og kollektive refleksioner om de vigtige værdier i forflytningsarbejdet, samt om overensstemmelsen mellem værdierne og det praktiske forflytningsarbejde.