Før I kan vælge, hvilket hjælpemiddel der skal bruges til forflytningen, skal I foretage en vurdering af forflytningen. Se i den forbindelse også på pladsforhold og indretning. Kort sagt handler det om:
- Hvilken opgave skal løses? Del den op i små bidder.
- Hvad kan borgeren selv klare?
- Hvad vejer de legemsdele, der skal flyttes?*
- Skal de flyttes lodret eller vandret?
- Hvad er der plads til?
- Hvilket hjælpemiddel er så bedst egnet?
Brug hjælpemiddelalgoritmerne som er en god hjælp til at finde den gode metode og de rette hjælpemidler til at forflytte.
Lodrette og vandrette forflytninger
Uden brug af hjælpemidler vil lodrette løft indebære den største risiko for arbejdsskader. Det er når en krop eller en kropsdel skal flyttes opad eller nedad. Vandrette forflytninger klares med træk og skub, der med den rette arbejdsteknik er relativt sikre at udføre.
Sengen og fem hjælpemidler er nok til de fleste forflytninger
Erfaringen fra Projekt Fokus var, at næsten alle forflytninger kunne klares, hvis man havde adgang til fem forskellige hjælpemidler foruden sengen.
Læs mere om fem vigtige hjælpemidler, og hvad de bruges til.
Til lodrette forflytninger bruger man lifte og overflytningsplatforme. Til vandrette forflytninger bruges for eksempel overflytningsboard, glidedug og glidemadrasser.
Sengen er et vigtigt redskab til forflytninger. Jo mere sengen kan, jo nemmere er det også at bruge de øvrige hjælpemidler. Så det er en god idé at sætte sig ind i alle sengens facetter.
Håndtag og stropper til at tage fat i, gør det lettere og mere trygt for borgeren at hjælpe til undervejs.
Forflytningsplaner
Er der brug for at gentage en forflytning flere gange, bør terapeuten eller en anden ressourceperson udarbejde en forflytningsplan. Det er både effektivt og mere trygt for alle parter, at alle medarbejdere gør det samme og bruger de samme hjælpemidler hver gang.
*) I At-vejledning D.3.3-1, Forflytning, løft og anden manuel håndtering af personer, kan du bl.a. se, hvor meget forskellige legemsdele vejer, og hvad det betyder for valg af arbejdsmetode.