Del: - -

Vedligeholdelse af hjælpemidler

Udpeg ansvarlige og sørg for arbejdsgange, der sikrer, at hjælpemidlerne altid virker, som de skal

Brug aldrig et defekt hjælpemiddel. Det er indlysende, at hjælpemidler, der bruges til at flytte mennesker med, skal være i ”forsvarlig stand”. Ifølge Arbejdstilsynet betyder det, at leverandørens anvisninger SKAL følges. Det kan blandt andet dreje sig om:

  • Serviceeftersyn i bestemte intervaller
  • Udskiftning af reservedele i bestemte intervaller
  • Brug af bestemte reservedele i en vis kvalitet
  • Almindelig vedligeholdelse som efterspænding mv

Hvem er ansvarlig for at vedligeholde hjælpemidler?

På din arbejdsplads skal der være en person, som er ansvarlig for at overholde leverandørens krav og reparere defekte hjælpemidler. Det vil ofte være personer, der er tilknyttet hjælpemiddeldepotet.

Alle, der arbejder med forflytningshjælpemidlet, skal vide, hvor de kan henvende sig, hvis det går i stykker. Sæt evt. et telefonnummer på selve hjælpemidlet, brugsvejledningen og forflytningsplanen, så det er let at finde.

Hvad kan du gøre selv?

Brugerne af hjælpemidlerne eller en lokalt tilknyttet servicemedarbejder kan måske også gøre noget selv. Det kan være at pumpe luft i hjulene eller efterspænde en møtrik.

Grænsen for, hvad I selv må lave, går der, hvor det kan få betydning for sikkerheden for brugerne.

Rengøring og vask af hjælpemidler

Det er også vigtigt, at der holdes løbende øje med beholdningen af hjælpemidler i det hele taget. Skal de gøres rene, vaskes eller udskiftes på grund af almindeligt slid?

I skal finde ud af, hvem der har ansvar for, at der fyldes op med hjælpemidler, og hvem der har ansvar for at sende dem til vask/rengøring. 

Læs også om ledelsens ansvar for hjælpemidler på arbejdspladsen.


Senest revideret den 08. november 2024