En politik der forbedrer arbejdsmiljøet
Mange steder er der ikke fastlagte procedurer for forflytning. Det kan resultere i ad hoc løsninger som ikke er til gavn for hverken arbejdsmiljø eller brugere. Dette kan en forflytningspolitik imødekomme. Politikken kan enten udformes, så den dækker jeres generelle forflytningsprocedure, eller I kan vælge et område ud, som I har særlige udfordringer med - for eksempel forflytning af svært overvægtige.
En politik har til formål at sikre:
- At brugere forflyttes og behandles forsvarligt
- At arbejdsmiljølovgivningen følges, så personalet arbejder på sikre vilkår
- At personalet er uddannet til opgaven, har de fornødne hjælpemidler, og at der er personale nok til at udføre opgaven.
"I Stevns Kommune har vi udarbejdet en politik for forflytning af svært overvægtige personer. Vi oplevede, at personalet synes, det var svært at håndtere svært overvægtige personer. Derfor har vores forflytningsvejledere fået særlig undervisning i emnet og vores politik betyder, at vi fastholder fokus på problemet."
- Birgitte Schmidt, leder af udførerledet, Stevns Kommune
Læs også casen fra Syddjurs Kommune: Risikovurdering - fra politik til praksis
Gode råd når I skal udarbejde en forflytningspolitik
Formålet med en politik er at forebygge bestemte problemer eller minimere omfanget af dem. Der er generelt tre måder at undgå det på:
- Fjerne risikoen
- Gøre det lettere for personalet at gøre det rigtige
- Identificere problemer tidligt og korrigere handlinger.
1. Saml et tværfagligt team
Det er sjældent kun en faggruppe, der har overblikket, når en politik skal udarbejdes. Saml derfor et tværfagligt team med forskellige erfaringer og kompetencer i forhold til forflytning. Det kan fx være rekvirering af hjælpemidler, brug af hjælpemidler, kommunikation og motivation, patientuddannelse eller mere strategiske og administrative områder.
2. Identificer og prioriter
Som afsæt for selve politikken skal I identificere og analysere problemerne, når I skal forflytte. Det er vigtigt både at tænke på personens sikkerhed og personalets sikkerhed.
Gruppen kan bl.a. overveje følgende spørgsmål:
- Hvad kan gå galt?
- Hvis det går galt, hvor slemt kan det gå? (sværhedsgrad)
- Hvor sandsynligt er det, at det går galt? (hyppighed)
- Er der systemer på plads til at opdage, hvis noget går galt?(Spor)
- Er der situationer, hvor der er risiko for at problemet opstår?
- Hvilke sikkerhedsforanstaltninger mangler i situationen?
3. Politik
Politikken skal udarbejdes, så den passer til organisationen. I politikken skal det fremgå:
- Hvem der har ansvar for, at de enkelte punkter overholdes
- Hvem man som medarbejder kan kontakte, hvis der er spørgsmål eller problemer i forbindelse med opgaven
- Procedurer for implementering af de enkelte punkter
- Krav til uddannelse til personalet
- Hvordan den enkelte medarbejder får den uddannelse, hun har behov for.
4. Overvåg og evaluer den valgte strategi
Som det sidste skridt, skal I evaluere politikken. Her skal I bl.a. vurdere om det er de vigtigste problemer, der er med i politikken. Hvis svaret er ja, skal I tage stilling til, hvordan I fastholder implementeringen.