Del: - -

Workshops

1. Valg af sejl og match med borgers funktionsniveau

Har du oplevet udfordringer ved at finde det bedste sejl, det som lige matcher borgeren eller patientens udfordringer?

I valg af løftesejl er der mange aspekter at forholde sig til fx at:

·       Vælge det rette sejl ud fra borgers funktionsniveau

·       Benytte sejlet mest hensigtsmæssig

·       Finde det rette sejl til rette funktion 

·       Positionere før og efter liftning.

I workshoppen arbejder vi med de grundlæggende færdigheder for at vurdere det/de rette sejl til den enkelte borgers funktionsniveau. Desuden er her fokus på måltagning samt stol og sengens muligheder.

Workshoppen henvender sig til personale, som i hverdagen arbejder med forflytning af borgere i personlifte, som forflytningsvejledere, socialpædagoger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter og hjælpere.

V/Rikke Hedemann og Katrine Witzner, ergo- og fysioterapeuter, HMC København

2. ”The missing link” mellem 24 timers positionering og forflytning

Stillingskift er vigtig og meget andet end forebyggelse af tryksår, men er den næste stilling altid forebyggende og hvordan?

Dette afhænger af sammenhængen mellem forflytning og den siddende og liggende stilling. Spørgsmålet er hvor opmærksomme er vi på dette? Fokus er hvorfor og hvordan man arbejder med 24 timers positionering af mennesker med funktionsnedsættelser. Deltagerne bliver desuden opdateret på sejlets betydning for aktiviteter i den siddende stilling og får vejledning i sejlpålægning både liggende og siddende.

Workshoppen henvender sig til personale som arbejder med forflytning, mobilisering og lejring siddende og liggende.

V/ Malene Alexandrowiz, ergoterapeut, konsulent, Make Rehab og Stine H. Stensgaard, konsulent, Guldmann

3. Husk at lave risikovurdering. … og hvad sker der så?

Hm, der er stadig forskel på, hvem og hvor og hvordan man laver risikovurdering i hjemmeplejen hos os i Sorø.

Så derfor er vi nysgerrige på at se hvordan forflytningskulturen i de enkelte grupper/teams og risikovurderinger hænger sammen; Ved at kortlægge forflytningskulturen giver det også et billede af hvordan vi forstår og laver risikovurdering. Så kommer arbejdet med at sikre at få skabt en god forflytningskultur… Oplæg og fortællinger om forskellige forflytnings- og ”risikokulturer” fra vores liv i Sorø Sundhed og Omsorg og idéer til enkle måder at tilgå det på.

Workshoppen henvender sig til alle sundhedsprofessionelle, leder og pædagoger, som er interesseret i at udvikle god sikkerhedskultur på arbejdspladsen.

V/ Anne Mette Søndergaard, arbejdsmiljøkonsulent, Sorø kommune

4. Workshop med fokus på borgere med bariatri

360⁰ perspektiv på mødet med den bariatriske borger.

Har du en hverdag, hvor du arbejder med bariatriske borgere, eller bevilliger du bariatriske hjælpemidler? Så oplever du uden tvivl, de store udfordringer mødet med denne gruppe mennesker giver.

Mange af udfordringerne kan vi imødekomme ved at være godt forberedte, men hvad skal vi forberede os på? Rækken af spørgsmål, der opstår i mødet med den bariatriske borger, er lang, og mangler du svarene? Workshoppen har ikke kun fokus på pleje- og omsorgsdelen, men berører også emner som kommunikation og etik.

Workshoppen henvender sig til alle sundhedsprofessionelle, ledere, pædagoger herunder også socialpædagoger, som arbejder med denne gruppe borgere/patienter.

V/ Pia Beck, ergoterapeut og educational manager - DHG. Medstifter af det bariatriske råd i DK, og medlem af den nationale overvægtsalliance

5. Formidling og kommunikation

Bliv klogere på at styrke dit ståsted i fællesskabet.

Træn dit mentale fitnesscenter og træn dig stærkere som dig og kollega.

Når du træner din mentale bevidsthed, står du stærkere som forflytningsvejleder, ressourceperson og kollega. Du kan bedre navigere og agere i kollegafællesskabet med tryghed, større klarhed i din kommunikation, med beslutsomhed og mentalt overskud til i forhold til kollegaer, borgere og patienter.

På workshoppen får du en tur i ’’Dit mentale fitnesscenter”, som giver dig nogle greb og nøgler til at stå stærkt i din rolle f.eks. som forflytningsvejleder m.v. Vi afprøver et par mentale redskaber uden at I får. sved på panden, men det udelukker ikke, at du vil mærke god energi.

Workshoppen henvender sig til forflytningsvejledere, arbejdsmiljørepræsentanter og andre som i hverdagen arbejder med at formidle.

V/ Yery Ibarra-Hansen, facilitator, konsulent, og mental træner og coach, Y-Consult

6. Workshop med redskaber til at fremme et godt arbejdsmiljø, fokus på fællesskab, kultur på arbejdspladsen og forebyggelse af smerter og MSB

Tal om smerter- tag handling sammen.

Vil I blive bedre til at handle på smerter? Så er denne workshop for dig.
43% der arbejder på døgninstitutioner og hjemmepleje angiver at have smerter flere gange ugentligt. Smerter er en stor årsag til sygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Traditionelt er der fokus på individ og forflytningsteknik. Dog har denne tilgang ikke altid effekt. Evidensen viser os at viden, dialog og fællesskab på arbejdspladsen er vejen frem.
På denne workshop kan du afprøve nye værktøjer fra BFA.

Workshoppen henvender sig til ledere, arbejdsmiljørådgivere, samt medlemmer af MED/SU-udvalg og arbejdsmiljøorganisationen på arbejdspladsen.

V/ Toke Jensen og Maja Schønheyder, arbejdsmiljøkonsulenter, Arbejdsmiljø København

7. Hvordan kan arbejdsfællesskabet understøtte en god forflytningskultur?

Her arbejder vi med arbejdsfællesskabet som nøgle til at understøtte god praksis og kultur omkring forflytning og til at forebygge arbejdsskader.

I vil få konkrete eksempler, udvalgte metoder og en model til at skabe et proaktivt arbejdsmiljø med fokus på forebyggelse og på at styrke det faglige og kollegiale fællesskab om løsningen af kerneopgaven på jeres arbejdsplads. Workshoppen henvender sig til alle ledere og arbejdsmiljørepræsentanter, forflytningsvejledere, Trioer, som til daglig har fokus på det gode samarbejde og kollegiale fællesskab.

V/ Lasse Rønnoe, chefkonsulent, Arbejdsmiljø København og Mads Kristoffer Lund, projektleder, BFA Velfærd og Offentlig administration

8. Tag snakken – bryd vanerne og forebyg smerter

Oplevelsen af smerter i kroppen påvirker vores arbejdsevne og trivsel på arbejde.

Næsten halvdelen af de, der arbejder på døgninstitutioner og hjemmepleje angiver at have smerter flere gange ugentligt. Smerter er en hyppig årsag til sygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Viden, dialog og fællesskab på arbejdspladsen er vejen frem. BFA har suppleret værktøjet ”Tag snakken – bryd vanerne” med en række dialogspørgsmål om at forebygge og håndtere smerter på arbejdspladsen. På workshoppen arbejder vi med værktøjet og de nye dialogspørgsmål, og deltagerne får inspiration til, hvordan man kan arbejde videre med oplevelsen af smerter på egen arbejdsplads og forebyggelse af sygefravær.

Workshoppen henvender sig til ledere, arbejdsmiljørådgivere, samt medlemmer af MED/SU-udvalg og arbejdsmiljøorganisationen på arbejdspladsen.

V/ Susanne Halle, arbejdsmiljøkonsulent, BFA Velfærd og Offentlig administration

9. Forflyt med omtanke – fokus på kroppen i opgaven- få åbnet op for BFA’s lærings- og handlingspakker.

Hvordan kan du tilgå forflytning på din arbejdsplads og med hvilke værktøjer?

BFA’s otte lærings- handlingspakker Forflyt med omtanke i praksis kan understøtte jer, uanset om det f.eks. handler om dårlige vaner, hjælpemidler, borgerens ressourcer eller forflytningskultur. På workshoppen tager vi afsæt i en af pakkerne og får der igennem introduktion til pakkernes opbygning og enkle værktøjer med idéer til, hvordan I arbejder videre med og kan tage hånd om forflytning og god praksis på jeres arbejdsplads.

Workshoppen henvender sig til forflytningsvejledere, arbejdsmiljørepræsentanter, ledere og arbejdsmiljøkonsulenter inden for det socialpædagogiske, kommunale og regionale område.

V/ Trine Billum, arbejdsmiljøkonsulent, BFA Velfærd og Offentlig administration.

10. Workshop med fokus på forebyggelse af vold

INTEGRERET VOLDSFOREBYGGELSE.

Integreret voldsforebyggelse er et værktøj udviklet specifikt til arbejdspladser, hvor medarbejdere ofte bliver udsat for vold og trusler/udadreagerende adfærd fra borgere og patienter.

Værktøjet sætter jer i stand til at styrke samarbejdet mellem ledere og medarbejdere om systematisk forebyggelse og håndtering af vold og trusler. Værktøjet er fleksibelt og kan tilpasses de problemstillinger og behov, I har netop hos jer. I vil blive præsenteret for metoden og indført i, hvordan I konkret kan arbejde videre med den I jeres egen organisation og herved både forbedre forebyggelsesarbejdet og øge trygheden.

Workshoppen henvender sig til ledere, medarbejdere, medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen og andre, som i det daglige arbejde har forebyggelse af vold tæt på.

V/ Lars Peter Andersen, adjungeret lektor, Ph.d., Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Gødstrup


Senest revideret den 11. april 2024